Den Danske Klosterrute

 

En turist- og pilgrimsvandrerute

Den Danske Klosterrute er en turist- og pilgrimsvandrerute gennem hele Danmark med temaerne kirke, kunst, historie og natur. Den er en helårsrute og kan eventuelt også bruges af cyklister.

 

Ruten forbinder 48 steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen. Mellem klosterstederne går den forbi mange kirker og kulturseværdigheder.

 

Klosterruten benytter som regel stier og små veje. Den er ikke selvstændigt afmærket, men følger ofte dele af andre ruter, der er afmærkede, bl.a. Den Europæiske Fjernvandrevej over Sjælland, Øhavsstien og Hærvejen. Hvor det er muligt, indgår også historiske vejstrækninger og gamle pilgrimsmål i ruten.

 

Den samlede rute fra Helsingør på Sjælland til Frederikshavn i Nordjylland er på ca. 1800 km. Den slynger sig ud og ind i landskabet for at komme gennem Danmarks smukkeste natur, f.eks. Mølleådalen i Nordsjælland, Sydfyn med Øhavet, Vadehavskysten i Sønderjylland og Søhøjlandet i Midtjylland.

 

Med sin brede vifte af temaer og med en ruteføring gennem afvekslende og indtagende natur appellerer Klosterruten til flere grupper: naturelskeren, kulturturisten og den, der først og fremmest ønsker sig en vandresportslig udfordring. Men ved at lade klostre og kirker bestemme vej og mål er ruten også et særligt tilbud til den, der for en tid ønsker at frigøre sig fra hverdagens tidspres og præstationsræs for at søge enkelhed, langsomhed, autencitet og åndelig fordybelse.

 

Bogserien ”Den Danske Klosterrute”

Den Danske Klosterrute bliver beskrevet i guidebøger fra Unitas Forlag. De indeholder rutekort i målestok 1:50.000, detaljeret rutebeskrivelse, orientering om overnatningssteder og mange andre generelle og praktiske oplysninger.

Bøgerne er også nyttige for bilister og andre, der søger grundig besked om de pågældende landsdele og deres seværdigheder.

 

Hovedtitel:

Den Danske Klosterrute.

 

Undertitler:

Gennem Sønderjylland til Ribe (2. udg. 2007, 144 sider, ca. 225 km)

Fra Ribe til Viborg – med Hærvej og Søhøjland(2007, 264 sider, ca. 400 km)

Fra Helsingør til Slangerup – med Eskilsø (2010, 224 sider, ca. 110 km)

Fra Slangerup til Roskilde (2010, 232 sider, ca. 115 km)

Fra Roskilde til Slagelse (udkommer 12. maj 2012, ca. 145 km)

Fra Slagelse til Vordingborg (udkommer 12. maj 2012, ca. 150 km)

 

Efterfølgende: Lolland-Falster, Sydfyn og Øhav, Fra Viborg til Ålborg, Fra Ålborg til Frederikshavn.

Eventuelle foreløbige rutebeskrivelser og rutekort vil kunne downloades fra forlagets hjemmeside (www.unitasforlag.dk) imod betaling.

 

Forfatteren er Jens Kristian Krarup, fhv. rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut. Han har modtaget Kristeligt Dagblads Pris 2008 for sit initiativ.

 

Guidebøgerne kan bestilles i boghandelen eller ved direkte henvendelse til Unitas Forlag, Peter Bangsvej 1d, 2000 Frederiksberg, tlf. 3616 6481, info@unitasforlag.dk, www.unitasforlag.dk.

 

Den Danske Klosterrutes Støtteforening

Foreningens formål er at arbejde for Den Danske Klosterrutes beståen og videreførelse, samt at fremme rutens brug.  Alle interesserede, incl. organisationer, er velkomne som medlemmer. Foreningen indbyder bl.a.til årsmøde og pilgrimsvandringer og udsender udsendes orienteringsbreve med nyheder og generelt stof. www.klosterruten.dk.

 

Yderligere oplysninger

På www.klosterruten.dk står der meget mere om projektet (incl. anmeldelser), støtteforeningen m.v. Incl. engelsk og tysk resumé.

Under bogtitlerne på www.unitasforlag.dk kan man finde uddrag af bøgerne og supplerende materiale.

 

www.klosterruten.dk                                                   19.8.2011                                                                                                                 

  

 

 

 

                              Den Danske Klosterrutes Støtteforening © 2005  •   EBP@Klosterruten.dk